Onsdag den 4. september var Herning HF & VUC vært ved kick off-konferencen for 'Back on Track', der er en del af Alle unge med imidt.
Endnu en milepæl hos Alle unge med imidt er nået. Til kick off-konferencen hos Herning HF og VUC blev projektets sjette aktivitet - og sidste i denne omgang - skudt i gang.
På konferencen, der blev holdt onsdag den 4. september, blev ’Back on Track’ præsenteret. Projektet løber fra august 2019 til august 2021. Back on Tracks målgruppe er unge uden ungdomsuddannelse, som er målgruppevurderet til Forberedende Grunduddannelse (FGU) og frafaldstruede unge, som er påbegyndt en HF-ungdomsuddannelse.
De unges udfordringer kan være meget forskelligartede, og for at skabe konkrete koblinger fra retningsmotivation i uddannelse til sociale fællesskaber i fritiden er Back on Tracks indsatser en helhedsorienteret mentorstøtteordning gennem et tæt samarbejde mellem FGU Midt-Vest, headspace Herning og Herning HF.
Back on Track bidrager med afprøvning af nye metoder og værktøjer, der kan give nye perspektiver på, hvordan vi kan støtte frafaldstruede unge og sikre, at de gennemfører en ungdomsuddannelse og sidenhen inkluderes på arbejdsmarkedet.
Indsatserne tager 100 procent udgangspunkt i de unges præmisser med anerkendelse og forståelse for den enkeltes behov for hjælp og støtte.
Comments