top of page

Fokusgrupper: De unge sætter eget aftryk på projektet

Projektgruppen i Alle unge med imidt har nu afholdt de første ungefokusgrupper. De unges input bliver brugt direkte i planlægningen af det kommende ungeevent.


I Alle unge med imidt vægter det højt, at de unges stemme bliver hørt. Derfor går en bærende del af AUMI ud på at inddrage de unge i udformningen af projektet. En af de indsatser, der tages i brug til at løfte denne del, er afviklingen af ungefokusgrupper. Her samles unge fra projektets inklusionsforløb og bidrager med viden omkring den virkelighed, de lever i.


"Det har været en utrolig god og givende oplevelse at holde fokusgrupper med de unge. De har givet os direkte indsigt i deres dagligdag, behov og ønsker til, hvordan projektet skal udforme sig," siger projektleder i Alle unge med imidt, Helle Gammelgaard.



Hos Fundamentet lavede ungefokusgruppe-deltagerne disse flotte collager.

Den første omgang af fokusgrupper i projektet har været brugt til at få de unges syn på og ønsker til det kommende ungeevent, der afholdes i januar. De unge er kommet med direkte forslag til programmet for eventet - og hvilke rammer, der skal være, så de unge "kan være i det".


"Vi har spurgt de unge om, hvad der er et fedt event for dem, og hvordan vi laver et event, de unge kan se sig selv i. Glemmer vi de unges stemme i denne del af projektet, er der en overhængende fare for, at vi går forkert i byen og laver et program, som de unge finder uinteressant, eller i værste fald ikke kan være i," siger Helle Gammelgaard.


Til fokusgrupperne kom de unge med flere kreative indspark til, hvad der skal på programmet til januar. Det gjorde de blandt andet ved at lave kollager, hvor de visualiserede deres idéer. Projektgruppen er nu gået i gang med at samle op på alle idéerne og udforme et program for dagen.


"De unge har været super gode til at komme med spændende idéer. Men endnu vigtigere har de bidraget med vigtig viden om, hvordan vi kan sammensætte et arrangement, hvor de kan føle sig trygge. Det kan være grænseoverskridende for mange af vores unge overhovedet at møde op til sådan et event, og der er nogle helt basale behov, vi skal understøtte. Det er vi nu blevet meget klogere på," siger Helle Gammelgaard.


Vil du blive klogere på formålet med ungefokusgrupperne i Alle unge med imidt, kan du læse mere her.

bottom of page