top of page

Årsskifte: Projektet bevæger sig fra action til opsamling

Opdateret: 19. jan. 2021

AUMI's seks aktiviteter har til foråret været i gang i to år, og projektet befinder sig populært sagt i actionfasen. I 2021 vil der i endnu større omfang fokuseres på opsamling af metoder og forankring, og projektet nærmer sig dermed et faseskifte.


Der er løbet meget vand i åen, siden Alle unge med imidt (AUMI) startede op, og de seks aktiviteter i foråret 2019 begyndte at visitere unge med forskellige udfordringer ind i projektet. Aktiviteterne har snart været i gang i to år, og der er nu 193 unge indskrevet i AUMI. 14 unge er lykkes med at gennemføre en ungdomsuddannelse, og 20 unge er påbegyndt en ungdomsuddannelse.


"Formålet med AUMI er at sikre, at flere unge med særlige udfordringer får en ungdomsuddannelse og sidenhen inkluderes på arbejdsmarkedet. Derfor er det dejligt, at vi nu kan begynde at høste frugterne af det gode, additionelle arbejde, der gøres ude i vores aktiviteter," siger Helle Gammelgaard, projektleder i AUMI.


Måske lyder det ikke af så meget, at projektet indtil videre har fået 20 unge til at påbegynde og 14 unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Ifølge Helle Gammelgaard skal man her huske at tage højde for ungdomsuddannelsernes cyklus.


"Langt de fleste afsluttende eksaminer på ungdomsuddannelserne ligger før sommerferien, og samtidig starter uddannelserne op igen med nye elever, når sommerferien er overstået. Derfor forventer vi at se det største huk af unge, der påbegynder og gennemfører en ungdomsuddannelse i denne sommer," siger hun.


Fremtidssikring af metoder og indsatser

Et af de helt store fokusområder i AUMI lige nu er arbejdet med metodeopsamling og forankring. Et arbejde, der for alvor gik i gang efter sommerferien 2020. Dette fokusområde skal sikre en systematisk opfølgning af den virkning, de seks aktiviteter har. En del af arbejdet går derfor ud på at undersøge og dokumentere, hvilken betydning projektdeltagelsen har for de unge og at bidrage til at skabe den dokumentation, som aktivitetsholderne har brug for i forhold til at kunne videreføre deres indsatser, når AUMI engang lukker og slukker.


"Det er et super vigtigt arbejde, vi har taget hul på, og det er noget, som aktivitetsholderne selv har efterspurgt. På denne måde sikrer vi, at alle de gode metoder og indsatser, der er opfundet i AUMI, lever videre efter projektudløb. Både i de enkelte aktiviteter, men også på tværs af andre kommuner og uddannelsesinstitutioner," siger Helle Gammelgaard.


Projektledelsen fra AUMI's sekretariat har indtil nu været på besøg hos Back on Track i Herning for at udvikle den lokale forandringsteori her. En proces, der tager tid og tankevirksomhed. Corona-restriktioner har desværre bremset processen en smule, da projektledelsen ikke har kunnet møde fysisk op hos de resterende fem aktivitetsholdere.


"Vi afventer lige nu situationen for at se, om der eventuelt åbnes op i en overskuelig fremtid. Processen med at udarbejde forandringsteorier forløber klart bedst ved et fysisk møde. Men hvis forsamlingsforbuddet opretholdes ind i foråret, er vi i gang med at nytænke formatet til en virtuel seance," siger Helle Gammelgaard.


Projektledelsen afventer nu, hvorvidt de nuværende restriktioner forlænges efter den 7. februar.




bottom of page