top of page

Spejling er nøgleordet i ung-til-ung formidling

Formidling fra ung til ung var et af hovedpunkterne i programmet, da Castberggård den første weekend i februar afholdt mestringskursus for alle deltagerne i projektet. Mødet med lidt ældre unge, der selv har stået overfor de samme udfordringer på en ungdomsuddannelse, giver nemlig deltagerne mulighed for at spejle sig i andres erfaringer


"Hvordan forklarer jeg mine lærere, hvad det vil sige at være høretræt?"

"Hvad kan jeg gøre for at få mine klassekammerater til at huske at bruge mikrofoner i timerne?"

"Hvordan håndterer jeg mit behov for ekstra hvile og søvn, når jeg bare gerne vil være ligesom alle de andre i klassen?"

Spørgsmålene er mange og gode hos deltagerne i Castberggårds projekt for unge med høretab. Heldigvis var der også rigtig mange svar at hente, da tre unge kvinder fra henholdsvis Høreforeningen og Decibel på mestringskurset i februar fortalte om deres erfaringer med at gennemføre en ungdomsuddannelse med et høretab i bagagen.

For som en af oplægsholderne forklarer, er det ikke svært at genkalde sig de udfordringer, hun selv stod i for kort tid siden.

Man kan lave en spejling


"Det ligger ikke særlig fjernt for mig, hvordan det var at gå på en ungdomsuddannelse og tage en videregående uddannelse. Derfor er det også let for mig at sætte mig ind i de situationer, der opstår i deltagernes hverdag," siger 26-årige Agnete, der er uddannet fysioterapeut.




Der blev både grint og grædt under de tre oplæg – for alle følelser kommer i spil, når man deler alt det, der er svært, skørt og udfordrende med andre unge, der kan nikke genkendende til det hele. Og netop genkendelsen er vigtig, understreger oplægsholder Charlotte, der er 28 år og uddannet social/special-pædagog.

"Det særlige ved ung-til-ung-formidlingen er, at man kan lave en spejling. Det med at sidde og lytte til en anden, der måske er et par år ældre, kan give rigtig meget, fordi oplægsholderen har været igennem det, som den person, der lytter, skal igennem nu," siger Charlotte.

Formidling i øjenhøjde


Projektleder Merete Birk er helt enig i med oplægsholderne i, at mødet og erfaringsudvekslingen mellem unge er givende på en særlig måde i forhold til at booste deltagernes selvbevidsthed og erkendelse. Derfor havde hun også afsat god tid til ung-til-ung formidlingen under mestringskurset.

"Deltagerne i projektet har naturligvis altid mulighed for at tage fat i en af os i projektgruppen, når de har spørgsmål eller brug for hjælp. Men unge oplægsholdere kan formidle til de unge i øjenhøjde på en anden måde, end vi andre har mulighed for," fortæller Merete Birk.

Udover at fortælle om de udfordringer, de selv var stødt på under deres ungdomsuddannelser, havde de tre unge oplægsholdere på mestringskurset også taget en bunke gode råd med til deltagerne. Blandt andet det her fra Zenia, som er i gang med at uddanne sig til lærer:

"Det vigtigste råd, jeg vil give videre, er at være åben. Hvis man vælger at være åben om sit høretab, og det man har brug for, så er der en masse, der står klar til at hjælpe."

bottom of page