Esben og Lena Schou fra projekt #KomMed i Holstebro Kommune fortæller her en beretning om deltageren Frederik, der har gennemgået en stor udvikling i projektet. Læs den uredigerede fortælling om en ung mand, der går fra at være helt nede i kulkælderen til en studenterhue
Af Esben Schou og Lena Schou, UU Nordvestjylland, Holstebro Kommune
En fortælling om Frederik fra #KomMed.
Der er enormt fokus på uddannelse. Hvis ikke de unge har styr på uddannelsesønsker og studier, så er fanden løs. Aller helst skal der ligge en ”karriereplan” for de første 25 leveår.
Det er måske sat en anelse på spidsen, men alligevel med et gran af sandhed. Det er naturligvis heller ikke uden grund. Hvis vi er godt i mål med en uddannelse, er der de bedste forudsætninger for et efterfølgende godt liv. Et liv med mulighed for selvbestemmelse, mening og plads til drømme.
Men det lille ”hvis” er den afgørende faktor. Hvis de kommer godt i mål! Det gør de nemlig ikke alle sammen, for her spiller trivslen ind.
Mange unge er i gang med, eller på vej ind i en ungdomsuddannelse. #KomMed er sat i verden for netop at hjælpe de unge med at komme godt i mål. Og det tror vi, at Frederik gør – nu.
En 3'er på trivsel-skalaen
Frederik er 18 år gammel og i gang med 3. g på STX. Han kom med i projektet, efter en henvendelse fra studievejlederen. Han havde en del fravær, og var generelt i mistrivsel. Der var bekymring om, hvorvidt han kunne holde fast i studierne og få sin eksamen.
Jeg (Esben red.) havde et kort første møde med Frederik, hvor jeg fortalte kort om #KomMed, og hvad vi kunne tilbyde. Han var en meget presset ung man, der klart udstrålede, at han ikke havde det godt. Måske mærkede han, at vi kunne gøre en forskel for ham, eller måske var han bare desperat, at han tænkte, det ikke kunne gøre mere skade. Vi aftalte i hvert fald, at han skulle komme igen, og så ville vi sammen beslutte, om han skulle med i #KomMed.
Han ville gerne med i #KomMed, men det handlede bare om, at han ”lige skulle have hjælp til noget økonomi”. Fint, det kunne vi da lige kigge på. Det gjorde vi også, men ret hurtigt får vi et rigtig fint forhold til hinanden, og så må man godt spørge ind til lidt mere. Vi har ikke mødtes mange gange, før vi begynder at se på ”hvad fungerer og hvad gør ikke”. Hvor sætter vi ind, og hvor er de lavest hængende frugter. Jeg spurgte bl.a. til hans trivsel på en skala fra 1-10, og han svarede: ”3”. Hertil svarede jeg: "at det var godt nok ikke meget". ”Det er ellers en god dag i dag,” siger han så!
Vi starter nu et langt forløb, der strækker sig fra oktober 2019 til juni 2020. Der tegner sig et billede af kaos omkring Frederik. Han bor alene, han har ikke styr på økonomien, han kommer ikke ud, han hænger i skolen og har det generelt dårligt. Han ryger og ”snuser” alt for meget, så der er nok at tage fat på. Han er heldigvis en kvik og reflekteret ung mand, og han vil.
På med ja-hatten i stedet for at trække sig
Vi får hurtigt styr på økonomien og SU’en, og det viser sig, at hans økonomi hænger ok sammen. Så langt så godt.
Han kommer i behandling med antidepressiv medicin, og der følger en længere periode, hvor det justeres ind.
Vi starter på rygestop, hvor jeg er med de første gange, men det viser sig, at hans medicin og rygestop ikke er en god cocktail. Så han stopper rygestoppet igen.
I hele denne periode mødes vi cirka en gang om ugen. Og på et tidspunkt siger Frederik, at han har besluttet, at han vil til at sige "ja" til ting. Hvor han før har haft en tendens til at trække sig. Det viser sig at være rigtig godt for ham. Han er med til mange forskellige aktiviteter ifm. #KomMed, og han udvikler sig meget.
Han deltager i foredrag, angstgruppen, julefrokost, fotoredigering-hygge-møde med en flok piger, hvor de udveksler erfaringer, og fortæller om, hvordan de hver især bruger det, samt en meget personlig udstilling om ensomhed på Holstebro Bibliotek.
På et tidspunkt opfordrer jeg Frederik til at tage en snak med studievejlederen om ”skåneskema”, da han er presset med alt det, der fylder. De kommer ham i møde med mulighed for at trække sig til et stille sted på skolen, og får et ”fleksskema”.
Kontrol over eget liv er det vigtigste
Det ene med det andet…. hvad virker, og hvad virker egentlig bedst? Det er umuligt at sige, men det, at man ikke sætter overlæggeren for højt. At man skaber mulighed for små succeser, at man er lydhør og åben, at Frederik har oplevelsen af, at det er ham, der har kontrollen over eget liv, er uden tvivl det vigtigste.
For et par måneder siden gjorde vi status. Han har selv skåret sin rygning, snus og e-cigaret ned til et minimum, han nyder at komme i skole, og glæder sig til at få sin studenterhue. Han kommer tit ud med vennerne, han går i fitness og har fundet overskud til at åbne sin egen business som fotograf.
Som det sidste har han opsagt sin lejlighed og er flyttet hjem til sin mor og stedfar, så han kan få skrabet de sidste penge sammen til ophold i Kibbutz i Israel, så snart det bliver muligt.
”Hvor er du på en skala fra 1-10 Frederik?”
”Jeg er på en 8+”.
”Hvad tænker du om det?”
”Jeg har aldrig haft det bedre, og tænker jeg rammer 9, når jeg er færdig med studentereksamen. 9 vil være ideelt for mig”.
Tja! Hvem der bare var på en 9’er til dagligt. Det er vist de færreste forundt.
Vi ønsker Frederik kæmpe tillykke med huen, og glæder os på hans vegne.