top of page

Projekt ”Alle unge med imidt” nomineret til EU-pris

Opdateret: 23. sep. 2022

Projekter imidt er stolte af at meddele, at projekt ”Alle unge med imidt” er nomineret til en pris ved Europa-Kommissionens REGIOSTARS Awards 2021.


Projekt ”Alle unge med imidt” er nomineret til en pris ved REGIOSTARS Awards 2021 i kategorien ”FAIR Europe”, der er en kategori, der hylder regionale inklusions- og antidiskriminationsprojekter.


”Vi er utroligt stolte af at være nomineret til en REGIOSTARS Award. Det betyder meget, at vores arbejde bliver bemærket - også på europæisk plan,” siger Mikkel Munk-Hartge, Sekretariatsleder hos Projekter imidt.


REGIOSTARS arrangeres årligt af Europa-Kommissionens generaldirektorat for regional- og bypolitik. Målet med prisuddelingen er at identificere god praksis inden for regional udvikling, samt at fremhæve innovative EU-finansierede projekter, som kan inspirere andre regioner og projektledere.

”Det er fantastisk, at ”Alle unge med imidt” er udpeget som et af de gode eksempler. Vores projekt gør en kæmpe indsats for at hjælpe unge med særlige udfordringer til at få en ungdomsuddannelse - og sidenhen inkludere dem på arbejdsmarkedet, og vi håber naturligvis, at andre kan inspireres af vores erfaringer, siger Helle Gammelgaard, Projektleder, Alle unge med imidt.


"Alle unge med imidt" er et projekt, der løber over tre år. I projektet er der iværksat aktiviteter for over 200 unge med særlige udfordringer i Region Midtjylland – det kan være både faglige, personlige eller sociale. Projekter imidt er operatør på projektet, der finansieres af Den Europæiske Socialfond og Region Midtjylland.


"Jeg er glad for at se, at det projekt, vi satte i søen tilbage i 2018, viser sig at være rigtig tænkt, og at unge med særlige udfordringer hjælpes videre. Siden 2018 har vi øget vores fokus på netop udsatte unge, så vi nu er med til at lave aktiviteter, der også kan hjælpe den målgruppe videre fra grundskolen eller FGU til en ungdomsuddannelse. Politisk har vi også skærpet fokus på ungemålgruppen og etableret et samarbejde mellem kommunerne (KKR), de regionale arbejdsmarkedsråd (RAR Øst- og Vestjylland) og regionsrådet, hvor vi holder et første ungetopmøde den 8. juni," siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S), Region Midtjylland.


De bedste af de nominerede projekter går videre som finalister i konkurrencen. Vinderne i de forskellige kategorier inviteres til Dubrovnik i Kroatien i starten af december, hvor REGIOSTARS Awards bliver uddelt.

bottom of page