top of page

Indblik fra Holstebro: "Opstart er gået over forventning"

Opdateret: 19. jun. 2019

Opstarten af projekt 'Kom Med' i Holstebro Kommune er gået over forventning ifølge projektleder Esben Schou.


Fem ud af seks aktiviteter i Alle unge med imidt er startet op i løbet af foråret 2019. En af dem er projekt 'Kom Med' hos UU Nordvestjylland i Holstebro. Her skal udfordrede unge enten påbegynde eller fastholdes og gennemføre en ungdomsuddannelse. Ifølge projektleder Esben Schou er opstarten gået over al forventning.


"Det var med spænding, at vi gik ind i arbejdet med at hjælpe unge, der enten har svært ved at komme i uddannelse, eller svært ved at være i uddannelse," siger han.



I projekt 'Kom Med' har de lavet dette postkort for at reklamere om projektet.

Opstarten er især gået med at visitere unge til 'Kom Med'.


"Vi skal finde 40 unge i projektperioden, og det lyder som et overskueligt tal. Men når virkeligheden rammer, er det altid spændende at se, hvor de unge skal komme fra, og om de vil være med," siger han.


Derfor har Esben Schou og teamet i 'Kom Med' brugt en masse krudt på at kontakte samarbejdspartnere, erfaringsudveksle med kollegaer og lave materialer, der blandt andet reklamerer for projektet. Og det er allerede lykkes at få flere unge til at deltage.


"Vi har allerede indskrevet fire unge, og vi har to mundtlige tilsagn. Derudover har vi en liste med 15-20 potentielle deltagere. Det er vi tilfredse med, da vi kun er to måneder henne i projektet," siger han.


Esben Schou er glad for, at de unge, der er i målgruppen - unge, med sociale, faglige eller psykiske udfordringer - udviser interesse og velvilje for projektet.


"Nu kan vi komme i gang, og det er nu i højere grad os og vores indsats, der er afgørende for det videre forløb. Det er både spændende og en lille smule skræmmende - men mest det første," siger han.


Den første pigegruppe i projektet er allerede i gang, og der arbejdes med at indskrive en gruppe unge mænd, som der gøres klar til at mødes med.


"Alt i alt kan vi ikke ønske os en bedre opstart, og vi håber, at bølgen skyller videre de næste par år her i Holstebro," siger Esben Schou.

bottom of page