• Tue Germundsson

HF Fundamentet fortsætter: Skal skabe en 3-årig HF-uddannelse for sårbare unge

HF Fundamentet, der startede op i Alle unge med imidt i foråret 2019, har netop fået bevilliget et stort millionbeløb af Den A.P. Møllerske Støttefond til at arbejde videre med projektet


En 3-årig HF-uddannelse for sårbare unge og udvikling af en landsdækkende model for et uddannelsesforløb, der er skræddersyet til at hjælpe unge med angst og andre svære problematikker. Sådan lyder opgaveporteføljen for HF Fundamentet i den nære fremtid. Aarhus HF & VUC og Fundamentet har nemlig - sammen med VIA University College Aarhus og Jobcenter Aarhus - fået bevilliget 8,4 millioner kroner af Den A.P. Møllerske Støttefond til at arbejde videre med og udvikle projektet.


Foto: Fundamentet

"Ambitionen er, at uddannelsen skal kunne bruges i hele landet," siger Jan Houborg, daglig leder hos Fundamentet.


HF Fundamentet er oprindelig et samarbejde mellem Aarhus HF & VUC og Fundamentet, der blev etableret i socialfondsprojektet Alle unge med imidt (AUMI). Her har man udviklet et særligt undervisningsforløb for unge med forskellige slags udfordringer. De unge kursister får online-undervisning, som giver dem mulighed for at studere hjemmefra i et tempo, der er tilpasset deres individuelle behov. Derudover er der fremmødeundervisning via studieværkstedet hos Fundamentet. Her kan de unge – ud over at få opfyldt et socialt behov – få hjælp til opgaver, lektier og til at forstå og bruge IT-programmerne, som der bruges i online-undervisningen.


Samarbejde etableret i AUMI

"Samarbejdet mellem Fundamentet og Aarhus HF & VUC er etableret i AUMI-projektet. Ligesom at inspiration- og erfaringsdannelsen er skabt i dette projekt. Vi er meget glade for, at vi nu har mulighed for at arbejde videre med og udvikle HF Fundamentet, som nu kan komme endnu flere unge mennesker til gavn. På sigt i hele landet," siger Jan Houborg.


HF Fundamentet fortsætter i Alle unge med imidt frem til det planlagte projektudløb i sommeren 2021. Herefter går den nye konstellation i gang, hvor der henover en fireårig projektperiode skabes en 3-årig HF-uddannelse for 88 unge med angst eller lignende problematikker. Hos Alle unge med imidt er man begejstret over, at det er lykkes for Fundamentet og Aarhus HF & VUC at forankre og videreudvikle HF Fundamentet.


"Projektet er for godt til, at det bare skal stoppe, når Alle unge med imidt lukker og slukker ved projektudløb. Derfor skal Fundamentet og Aarhus HF & VUC have anerkendelse for det kæmpestore stykke arbejde, de har lagt i at få HF Fundamentet til at leve videre fremover," siger Helle Gammelgaard, projektleder i Alle unge med imidt og fortsætter:


"Vi håber meget på, at de indfrier ambitionerne om at skabe en landsdækkende HF-uddannelse målrettet sårbare unge. Det er der i den grad brug for. Vi vil med stor interesse følge med fra sidelinjen efter sommeren 2021," siger hun og pointerer, at dette er et skoleeksempel på, hvordan midler fra Den Europæiske Socialfond kan have en særdeles positiv effekt i vores samfund.


Læs mere om HF Fundamentet i Alle unge med imidt her.


Læs mere om videreførelsen af HF Fundamentet her.

Alle unge med imidt 

Flere unge får en ungdomsuddannelse og inkluderes på arbejdsmarkedet til gavn for virksomheder og borgere i Region Midtjylland.

Et projekt under Projekter imidt