top of page
Forfatters billedeTue Germundsson

Samarbejde: Unge og ældre var til fælles foredrag i aktivitetscenter

Hos ungeprojektet #KOM MED benytter man det lokale aktivitetscenter til fælles aktiviteter for de unge i projektet. Velvidende at flertallet af de daglige brugere er pensionister. #KOM MED og Holstebro Aktivitetcenter har nu arrangeret fælles foredrag for de unge og ældre.


Allerede i den spæde opstart af ungeprojektet #KOM MED har man været begejstret for Holstebro Aktivitetscenter. Et lokalt brugerhus for alle borgere i Holstebro Kommune. Et sted, hvor der er café og et bredt udvalg af kreative værksteder, man kan benytte. Det har dog traditionelt kun været de ældre medborgere, der har brugt tilbuddet. I #KOM MED så man dog straks potentialet i aktivitetscenteret.


"Vi faldt hurtigt for Holstebro Aktivitetscenter. Atmosfæren på stedet er fantastisk, og det summer altid af liv. Samtidig er det et trygt sted for vores unge i projektet. Netop fordi at de mennesker, der bruger stedet, er på alder med deres bedsteforældre," siger Esben Schou, projektleder i #KOM MED, der er et inklusionsforløb under Alle unge med imidt, der er funderet i UU Nordvestjylland, Holstebro Kommune.


Efter at have benyttet Holstebro Aktivitetscenter og dets værksteder i en rum tid slog projektledelsen i #KOM MED pjalterne sammen med den daglige leder af centeret, Jonna Grønne. #KOM MED havde en plan, der skulle få flere unge til at benytte stedet. Jonna Grønne var med på idéen.



Holstebro Aktivitetscenter er et tilbud med kreative værksteder for borgere i Holstebro
Holstebro Aktivitetscenter er et tilbud med kreative værksteder for borgere i Holstebro Kommune.

"Vores ønske var at tiltrække flere unge. Derfor fandt vi på idéen med at lave et fælles foredrag med et tema, der både appellerede til unge og ældre," siger Esben Schou.


Han kontaktede derfor Nanna Lihn, der i 2018/19 brugte ni måneder i en cykelsadel på at cykle 17.000 kilometer fra den kinesiske hovedstad Beijing til hjemmet i Thorning, Danmark.

"Denne fortælling kunne helt sikkert give lidt stof til eftertanke hos de fleste," siger Esben Schou.


Men hvordan får man unge fra Holstebro til at møde op til et foredrag i et lokalt aktivitetscenter fyldt med pensionister? Det var noget at en opgave for projektmedarbejderne i #KOM MED.


"Jonna stod for opreklamering på aktivitetscenterets platforme, men det var vores opgave at nå ud til de unge. Vi hang plakater op på uddannelsesstederne og rundt omkring i byen, og vi informerede de unge, som vi kender. En ung foreslog os at sende opslaget ud til skolelederne, som kunne dele det videre på Lectio, men vi ved ikke, om det blev delt, "siger Esben Schou, der derfor var noget spændt på fremmødet.


På dagen for foredraget havde #KOM MED inviteret sine unge til fælles pizzaspisning, og arrangeret at en enkelt ung, der er udfordret af angst og sociale sammenhænge, ville blive hentet i bil og kørt direkte til foredraget.


"Derudover havde vi naivt regnet med at med ophængning af næsten 100 plakater, så ville en del unge selv finde vej. Det gjorde de desværre ikke," siger Esben Schou, der dog alligevel beretter, at foredraget alt i alt var en succes:


"Det blev en succes med 77 deltagere, hvor vi havde 11 unge med. Resten var pensionister. Normalt når Holstebro Aktivitetscenter har lignende foredrag, kommer der 45 mennesker. Så de var meget positive hos aktivitetscenteret, og vil bestemt holde lignende aftenarrangementer igen," siger Esben Schou.


Projektlederen kunne naturligvis godt have tænkt sig, at flere unge mødte op, og der skal større fokus på at reklamere de "rigtige steder" for at sikre de unges opbakning fremover.


"De unge der deltog, var nemlig enige om, at det var en rigtig god oplevelse, så ideen med at invitere Nanna var god nok," siger han.

Коментарі


bottom of page