top of page
Forfatters billedeTue Germundsson

Projektleder: ”Vi har mødt stor seriøsitet, engagement og vilje til at gøre en forskel for de unge”

Opdateret: 8. aug. 2019

Alle seks aktiviteter i AUMI er nu i fuld gang, og udfordrede unge fra hele regionen hjælpes til at gennemføre en ungdomsuddannelse.


I foråret gav projektgruppen i Alle unge med imidt grønt lys til seks aktiviteter, der skal hjælpe udfordrede unge i Region Midtjylland med at få en ungdomsuddannelse. I august startede den sidste aktivitet, og alle seks aktiviteter er dermed nu i fuld gang.


”Det har været meget inspirerende at følge med i, hvordan de forskellige aktiviteter i AUMI er startet op rundt omkring i regionen. Vi har mødt stor seriøsitet, engagement og vilje til at gøre en forskel for de unge blandt vores samarbejdspartnere,” siger Helle Gammelgaard, projektleder i Alle unge med imidt.


Projekterne har brugt opstarten på at etablere sig. Derudover har der været et særligt fokus på at visitere unge til projekterne.

Projekterne har hver især lavet sit eget informationsmateriale.

”En af de store opgaver i projekterne er at få fat i de unge mennesker, der alle bokser med flere forskellige slags udfordringer. Det kan blandt andet være angst, autisme og psykisk mistrivsel. Det kræver en særlig opsøgende indsats for vores aktivitetsholdere at komme i kontakt med de unge. Heldigvis er de rigtig dygtige, og det går rigtig godt med at få visiteret de unge, der har behov for hjælp,” siger Helle Gammelgaard.



Efter sommerferien vil alle aktiviteter i AUMI køre for fuld damp, og indsatserne, der skal hjælpe de unge med at påbegynde, fastholde og gennemføre en ungdomsuddannelse, vil iværksættes. De seks aktiviteter har vidt forskellige målgrupper og indsatser, og der vil tages helt nye metoder og værktøjer i brug.


”AUMI er i høj grad et metodeudviklingsprojekt, og en bærende del af vores formål er at undersøge, hvad man kan gøre af nye tiltag for at hjælpe udfordrede unge med at få en ungdomsuddannelse. Derfor tager alle vores aktivitetsholdere nye metoder i brug, som de ikke har prøvet før for den målgruppe, de arbejder med,” siger Helle Gammelgaard.


Bliv klogere på de seks aktiviteter her:



Hos projektgruppen i Alle unge med imidt har man også brugt tid på at rekruttere unge til de første ungefokusgrupper, der holdes efter sommerferien.


”De unges stemme er en meget vigtig del af Alle unge med imidt, og vi ser frem til at igangsætte de første ungefokusgrupper,” siger Helle Gammelgaard.

Comments


bottom of page